Når nu man alligevel kunne nå at holde lidt vinterferie - og den uendelige nedbør og blæst for en kort stund holdt en pause - så var der tid til en mission af de lokale: En alt for sen premiere på den del af hjemmevandet der slynger sig mellem Hee og Ringkøbing. Mon der var en fedtfinne eller to, der var med på en hurtig omgang feriesjov?
Vejret overraskede med positive tendenser, og Pausefiskeren blev mødt af et scenarie, der var modsat de seneste ugers grå og forblæste vintervejr. Ådalen lå nærmest vindstille hen og solen glimtede flere gange frem fra en delvis skyfri himmel uden regnbyger!
Overraskelsen omfattede dog ikke kun vejret, også det kommunale gravearbejde ved åen (bemærk de 3-4 meter med mudder og manglende bevoksning på hver side af åen). Lodsejerne havde fået deres "ret" ifølge aftaler om "vandløbsvedligehold" - og selv de nye sving på Zone 1 var blevet "renset op" og gravet dybere. Imponerende, at man tror, at oversvømmelser langs åen kan undgås ved at grave den dybere. Vinden, Vesterhavet og vandstanden i Stadil Fjord, Vonåen og Ringkøbing Fjord er vist langt større faktorer i det puslespil!
Det lykkedes dog at komme nogenlunde motorisk helskinnet frem i muddersporet og lande ved jernbanebroen, hvor fiskeretten starter - og grejet efter sædvane rigges til. Lige så meget på rutinen faldt valget af metode/agn: Pausefiskerens vinterfiskeri i åen præges oftest af en dybt fisket orm - og i anledning af den ganske milde vinter var der gravet rigtige regnorm i haven, så de små kompost-orm i beholderen må måske vente med at komme med på fisketur til forårets medefiskeri?
I de første sving var der ikke noget liv. Efter en halv times fiskeri begyndte flere desperate undskyldninger for en truende nultur at vrimle frem: Gravemaskinernes udgravning, det pludselige omslag i vejret, alt for store orm på krogen! Men da sporene fra en odders trafik dukkede frem på brinken, steg humøret igen. Den pelsede jæger var vel kun i området, hvis der var noget at komme efter? Og den kunne vel ikke have spist alle ørreder på strækningen?
Til trods for gravearbejdets hærværk mod Moder Natur var der tydelige strømkanter at guide flåd og orm i. Midt på det allermest hærgede stykke, i et blødt venstresving, hoppede flåddet pludseligt og blev trukket under overfladen!
Linen blev strammet forsigtigt op. Et par hurtige skridt hen mod gerningstedet viste, at det ikke bare var bundbid. Flåddet bevægede sig hastigt op og ned en 30-40 cm nede i det gyldenbrune vand. Tilslag - efterfulgt at en vippende Shimano Speedmaster-stangspids og en utilfreds fedtfinne i åens overflade. Var det en fjordvandrende regnbueørred? Den virkede meget sølvblank i de glimt, der kom fra den ørredhovedrystende fight. Efter 3-4 mindre udløb og et par skumsprøjtende haleslag i overfladen kunne en rigtig fin bækørred dog beundres. Det hurtige målebånd viste 35 cm+. Dejlig rundmavet og struttende af vestjysk sundhed.
Lidt ligesom Pausefiskeren ...
Bækørreden blev selvfølgelig genudsat - vi skal have flere af disse pragtfulde Salmo trutta fario i vores lille vestjyske perle! Og den her har vist de helt rigtige gener!
